Tekstrevision – Overholder du retskrivningsloven?

Selvom sprog er det vigtigste kommunikationsværktøj, vi har til vores rådighed, er der desværre stadig en udbredt opfattelse af, at sprog er noget, der kommer i anden række – ‘så længe indholdet er i orden, så er sproget vel ikke så vigtigt’. Problemet ved denne tankegang er, at den ikke tager højde for, at det jo netop er sproget, der formidler indholdet, og at en forkert sprogbrug kan ende med at formidle et helt andet indhold end det tiltænkte. Udover at et dårligt sprog kan forvrænge indholdet af en tekst, så giver det utvivlsomt modtager af teksten en opfattelse af, at afsender er uprofessionel og sjusket. Selv et lille bogstav eller mellemrum for meget eller for lidt kan ændre ordenes mening. Hvis man kaster et opmærksomt øje på gadebilledet, vil man blive overrasket over, hvor mange stave- og slåfejl der findes rundt omkring på skilte, plakater, varevogne, reklamer mv., og afsenderen af disse tekster er endda ofte virksomheder eller offentlige instanser. Du behøver ikke at være ordblind for at benytte en professionel korrekturlæser – selv den skarpeste lingvist kan stirre sig blind på sine egne tekster. For at illustrere vigtigheden af korrekt sprogbrug og retskrivning har LLS opstillet nogle eksempler på, hvordan det kan gå galt, der baserer sig på stave- og sprogfejl fra den virkelige verden.

 

Hvorfor er  korrekturlæsning så vigtigt?
  • Fordi du helst vil købe en bil med en garanti, der lyder på ‘tyverisikret’ og ikke ‘tyveri sikret’.
  • Fordi du (nok) helst vil finde en halvnøgen skønhed på stranden og ikke en halv nøgen skønhed.
  • Fordi din syge hund (og din pung) vil sætte pris på, at du tager den til en dyrlæge og ikke en dyr læge.
  • Fordi din kæreste nok vil foretrække, at du er i et parforhold og ikke i et par forhold.
  • Fordi den lokale kunstner nok helst vil have sine værker omtalt som en særudstilling og ikke en sær udstilling.
  • Fordi virksomhedens nye socialdirektør ikke nødvendigvis er en social direktør.
  • Fordi overdrivelse ikke skal sættes frem for forståelsen.
  • Fordi det er ulovligt at slå alle med samme karm – og med forskellige karme for den sags skyld!
  • Fordi det kun er Picasso’s kreationer, der kan have begge ben i næsen.
  • Fordi et lille ‘æ’ ville gøre en ‘grillkylling’ til en provinsiel, usympatisk kvinde med hang til fastfood.
  • Fordi et lille ‘i’ ville gøre en gammeldags omgang ‘boller i karry’ til en lidt mere eksotisk ret.
  • Fordi hvis man glemmer det lille ‘s’, så bliver blæksprutter knap så attraktive på menuen.
– Tak til Fiduso for inspiration til ovennævnte eksempler.